Om begivenheden
Nordvest er en særlig bydel i udvikling, der blomstrer med autentisk charme og en mangfoldig, levende atmosfære. Bydelen bliver ofte overset, men er elsket af de lokale. Når du går gennem de boligprægede gader, træder du ind i en kulturel smeltedigel, som du ikke finder andre steder i København.
Gader med sjælTag metroen til Nørrebro Station og gå ned ad Frederikssundvej eller Lygten. Her finder du mellemøstlige købmandsbutikker, der holder åbent til sent, shawarmasteder på hvert gadehjørne, naturvinforretninger og et utal af skjulte kulinariske skatte. Området omkring Rentemestervej bobler især af lokal stemning. Gamle industribygninger og fabrikker er blevet omdannet til små kreative erhverv, indiebutikker og hyggelige caféer. Nordvest er måske ikke på enhver rejsendes liste, men områdets autenticitet, rå kanter og voksende kreative miljø gør det til et must-see.
Grønne oaser og arkitektoniske perlerLige ved siden af Nordvest ligger Bispebjerg, hvor du kan udforske kirkegården, der er kendt for sin smukke blomstrende allé med japanske kirsebærtræer. Overfor Bispebjerg Kirkegård ligger det store arkitektoniske mesterværk Grundtvigs Kirke, som tårner op på toppen af bispebjerg bakke. Stik hovedet indenfor, hvis der er åbent, og bliv forbløffet over det mesterlige kirkerum. Hvis du er til natur, så gå, løb, eller cykl gennem Utterslev Mose, der byder på græssende køer og får samt et rigt fugleliv.
Gratis lydvandring og cykelkortEr du nysgerrig efter flere af Nordvests skjulte perler? Copenhagen Local Walks tilbyder en gratis lydvandring, der tager dig gennem bydelens transformation fra industridød til kreativt hotspot. Du kan også udforske området med det gratis cykelkort På To Hjul.
