GoVisit
© Wonderful Copenhagen

Dragør

1. april 2024 – 31. januar 2030
2791 Dragør

Om begivenheden

Dragørs gamle bydel ligger ved den aktive havn tæt på strandenge, marker og skov. Her mødes kultur, historie og natur med små butikker, caféer og gode muligheder for et restaurantbesøg.

At træde ind i Dragør føles næsten som at rejse tilbage i tiden – bortset fra de moderne, hyggelige caféer og butikker. Byen er præget af en stærk lokal identitet, som især mærkes ved havnefester, julemarked og andre lokale traditioner. Bykernen er med sine snævre brostensgader og lave, smalle huse fra 1700- og 1800-tallet en af de bedst bevarede i Danmark. Den gamle bydel rummer hele 76 fredede ejendomme.

Et klassisk Dragør-hus er kendetegnet ved en sorttjæret sokkel, kalkede og vandskurede facader med hvide gesimser samt røde tegltage. Stilen er enkel, rolig og uden prangende detaljer. I weekenderne kan man desuden være heldig at opleve små selvbetjente loppeboder foran havelågerne, hvor lokale sælger især tøj og små fund.

Dragør Havn, som sandsynligvis blev anlagt i 1500-tallet, har i perioder gjort Dragør til en af Danmarks vigtigste søfartsbyer. I dag er der kun få fiskere og en lodsstation tilbage, men havnen summer stadig af liv. Lystsejlere, bymuseet, restauranter og det populære røgeri ligger side om side i den gamle havn.

Det lokale museum, Dragør Museum, ligger i en af byens ældste bygninger og byder på maritime redskaber, historiske fortællinger og skiftende særudstillinger.

Praktisk information
  • Bus 250S kører fra København H ca. hvert 20. minut
  • Stå af ved stoppestedet Kongevejen (Stationsvej)
  • Rejsetid: ca. 40 minutter
  • Billetter kan købes i Rejsebillet-appen eller med rejsekort
  • Butikkerne i Dragør må holde åbent om søndagen og på helligdage